SKAT udskyder Bitcoin-afgørelse

Det bliver alligevel ikke på denne side af 2014, at SKAT kommer med sine længe ventede retningslinjer for beskatning af Bitcoin.

For en uge siden lød svaret via mail fra skattedirektør Erling Andersen ellers, at retningslinjerne “forventes behandlet i Skatterådet inden årets udgang”. Men det er der nu lavet om på.

“Skatterådet udtaler sig, men det bliver først inden udgangen af januar 2014,” skriver Thor Wilkens, specialkonsulent i SKAT, i dag via mail.

Finanstilsynet advarer

Specialkonsulenten kan ikke oplyse grundlaget for udskyldelsen, for beslutningen er truffet i Skatterådet, skriver han.

Afgørelsen fra SKAT, som vil danne grundlaget for, om bitcoins i fremtiden skal ses og beskattes som en vare eller en valuta, anses for den vigtigste i en række officielle vurderinger af Bitcoin.

En af disse vurderinger kom i dag fra Finanstilsynet, som har valgt at advare mod Bitcoin og andre virtuelle valutaer.

Norge har meldt ud

Det er ikke kun i Danmark, at der i disse dage bliver udmeldt officielle holdning til Bitcoin.

I Norge valgte skattemyndighederne i denne uge at karakterisere Bitcoin som et aktiv.

Det betyder, at der i vores naboland nu skal betales skat af eventuelle kursgevinster på bitcoins.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *