EU’s bankmyndighed advarer mod virtuelle valutaer

Den fælleseuropæiske bankmyndighed European Banking Authority (EBA) advarer nu om risiko for misbrug af virtuelle valutaer – som Bitcoin – til skattesnyd og andet bedrag.

EBA peger desuden på, at brugerne af Bitcoin ikke er beskyttet af nogen regulationer, når de køber, handler eller besidder de virtuelle penge.

”Brugere skal være opmærksomme på, at handelsplatformene er uregulerede og ikke som almindelige banker. Derfor er de på nuværende tidspunkt ikke beskyttet mod finansielle tab, hvis en platform pludselig går ud af drift,” skriver EBA i en netop udsendt meddelelse.

Mål for hvidvask

Bankmyndigheden gør også opmærksom på, at de digitale valutaer er et mål for hackere, og at der allerede er en række eksempler på tab af ”betydelige summer” relateret til angreb mod Bitcoin-konti.

EBA påpeger i meddelelsen på, at den indbyggede anonymisering i Bitcoin-systemet gør det til et oplagt mål for hvidvask af penge.

”Dette misbrug kan føre til, at politimyndigheder lukker handelsplatforme med kort varsel og forhindrer kunder i at trække sine penge ud fra den platform, som opbevarer dem,” skriver EBA.

Spreder usikkerhed

Det betyder med andre ord, at selv folk, der bruger bitcoins til legitime formål, kan risikere at få indefrosset sine virtuelle værdier.

Men det er endnu uvist, hvad der vil ske i den forbindelse, da der ikke er lavet nogen fællesregler på området, og det faktum har skabt usikkerhed blandt Bitcoin-brugere ifølge flere medier.

Dagens udmelding fra EBA har dog ikke påvirket kursen på Bitcoin negativt. Den er således i skrivende stund steget med 4,5 pct. siden midnat.

Økonom: Bitcoin er som at spille Lotto

“At investere i bitcoins er som at spille Lotto. Det er simpelthen for uigennemskueligt, hvad der driver værdien op og ned.”

Skærmbillede 2013-12-13 kl. 11.07.34Ordene kommer fra Ib Fredslund Madsen, seniorstrateg med fokus på finansielle markeder i Jyske Bank.

Han tror på ideen om en virtuel valuta, men mener, at der mangler en regulering af Bitcoin, før man kan have tillid til systemet.

Troværdigheden mangler

“Vi har brug for den her regulering, for det er jo netop grunden til, at vi stoler på andre valutaer. Troværdigheden mangler i Bitcoin,” siger Ib Fredslund Madsen.

Han peger på de store udsving i Bitcoin-kursen, der har været det seneste år, men som er svært forklarlige.

“Man leder efter grunden til både stigninger og fald, og så er det ikke en god kandidat til at være en valuta. Det virker, som om selv dårlige nyheder om Bitcoin lige nu driver kursen op, og det er en farlig hype,” siger Fredslund Madsen.

Boble-tendenser

Bitcoin bliver mere end jævnligt kritiseret for at være en økonomisk boble, som kan spring ethvert øjeblik.

Og selvom Ib Fredslund Madsen ikke definitivt vil kategorisere Bitcoin som en boble, udelukker han det ikke.

“Hvis man ser på den hastighed, den er steget med, ligner det en boble. Det er dog svært at vurdere, om det er en decideret boble, fordi det hele er uigennemsigtigt. Men der er klare boble-tendenser,” slår han fast.

Norske skattemyndigheder dumper Bitcoin som valuta

Bitcoin er ikke rigtige penge.

Foto: Flickr/Emilie RobertSådan lyder dommen fra de norske skattemyndigheder, der netop har taget stilling til, om den virtuelle valuta i fremtiden skal betragtes som reel valuta.

”Bitcoins falder ikke under den sædvanlige definition af penge eller valuta. Derfor har vi nu set på, hvordan man skal håndtere Bitcoin på den rette måde i skattesystemet,” siger Hans Christian Holte, genereldirektør for de norske skattemyndigheder ifølge Bloomberg.

Et aktiv

I stedet for en reel valuta vil Bitcoin i Norge blive betragtet et aktiv, der skal afkastbeskattes.

Men den definition kan være for smal, mener Paul Ehling, professor i økonomi ved Norwegian Business School.

”Valuta er enhver aftalt udveksling af varer eller tjenester, så man kunne have nogle små sten, og hvis de er accepteret af en stor nok del af befolkningen, er det nok til at være valuta,” siger han ifølge Bloomberg.

Danske regler på vej

Norge er det seneste land i verden til at tage stilling til beskatningen af Bitcoin.

Danmark har endnu ikke taget stilling, men SKAT har fortalt til denne side, at de kommer med nogle retningslinjer inden nytår.

Den udvikling følger vi naturligvis op på.

Investeringsøkonom: Bitcoin er ikke som andre valutaer

Her på siden advarede Per Hansen, investeringsøkonom hos børsmægleren Nordnet, i går mod at se Bitcoin som et investeringsobjekt.

Andre valutaer er ganske vist genstand for investering og i nogle tilfælde spekulation, men situationen er en anden med Bitcoin, mener Per Hansen.

“Bag for eksempel dollarkursen kan man kigge på nogle parametre: Vokser den amerikanske økonomi mere eller mindre end andre landes, hvordan ser renteforskellene mellem dollar og euro ud?,” siger Per Hansen.

Spekulation i fremtidige stigninger

Men den analyse kan man ikke lave, når kommer til Bitcoin, mener investeringsøkonomen.

“Nogle køber, fordi nogle mener, at nogle andre mener, at nogle tredje kommer og køber til en højere pris. Det bærer ikke i sig selv noget aktiv,” siger Per Hansen.

Bitcoin-kursen oplever vældige udsving netop i disse dage. Mellem højeste og laveste kurs de sidste godt 24 timer er omkring 100 dollar.

Udvikling i retning af andre selskaber

Per Hansen kunne godt se en ide i at kommercialisere Bitcoin, så man kan købe andele i systemet, ligesom man kan med aktier i andre selskaber.

Så længe udviklingen ikke går i den retning, fraråder han, at man som investor sætter sine penge i Bitcoin.

“Jeg savner belæg for at sige, at Bitcoin skulle være så meget værd og for den sags skyld have potentiale til at blive mere værd med det, vi kender i dag,” siger Per Hansen.

Økonom: På tide at tage Bitcoin seriøst

Man kan ikke længere ignorere Bitcoin.

bitcoin-billedeDen besked kommer fra den amerikanske økonom John Authers, som skriver klummer for den velrenommerede avis Financial Times.

”I denne måned har vi set notater om Bitcoin fra store banker på Wall Street som Citi Group og Merrill Lynch. Og når Wall Street bliver nødt til at tage Bitcoin seriøst, har den slået igennem,” skriver Authers.

Usikker rolle

Men hvilken rolle kommer Bitcoin til at spille i fremtiden? Det er uvist, mener John Authers.

Ifølge økonomen kommer det helt an på, hvilken værdi samfundet kommer til at tillægge Bitcoin, som i sig selv blot er tal på en skærm.

”Hidtil har Bitcoin ikke været accepteret bredt. Men den seneste tids begejstring over den virtuelle valuta indikerer, at den kan blive det i fremtiden,” skriver Authers.

Bobler kan også have værdi

Det mest debatterede emne omkring Bitcoin for tiden er, om de massive kursstigninger er tegn på en boble, som er ved at nå sit bristepunkt.

John Authers mener, det er tilfældet, men det betyder ikke, at Bitcoin bliver værdiløs.

”Selvom det er en boble, kan konceptet sagtens have en fremtid. Aktier i Amazon var en boble i de sene 90’ere, men har vist sig som en god investering på lang sigt. Store udsving er naturlige, når man introducerer ny teknologi,” skriver Authers.

Klumme: Hvorfor Bitcoin er langt mere end en investering

283498_10151049113141886_1638426157_n
Lars Holdgaard. Foto: PR

Klummen er skrevet af Lars Holdgaard, næstformand i Dansk Bitcoinforening.

I 2013 har prisen for en enkelt Bitcoin ændret sig fra omkring 13 dollar til kortvarigt at være over 1100 dollar. Det er en vanvittig stigning, og der er meget få lignende stigninger i verdenshistorien (hvis nogen?). Det gør, at alle snakker om Bitcoin som en investering. Folk køber Bitcoin, fordi de er blevet solgt drømmen: Køb Bitcoin i dag, og bliv millionær i morgen.

Udfordringen er bare, at hvis alle køber Bitcoin med det formål, så opbygger vi en boble, som før eller siden springer. Puf. Bitcoin væk.

Derfor er det meget vigtigt at huske, at Bitcoin er langt mere end en investering.

Hvad er Bitcoin så?

Bitcoin er et betalingssystem. Bitcoin er et opbevaringssystem. Bitcoin er et betalings API. Bitcoin er et kontraktsystem. Bitcoin er en bank til den tredje verden. Bitcoin er en tidsstempelsdatabase. Bitcoin er et escrow-system. Sandheden er: Bitcoin er mange ting, og ingen ved præcis, hvor Bitcoin ender.

Lige nu er det oplagt, at Bitcoin er et betalingssystem. Der kan overføres beløb til hele verden med lave gebyrer. Det er oplagt i betalingsløsninger, hvor Bitcoin i mange tilfælde ville kunne fungere langt bedre og billigere end de nuværende systemer såsom kreditkort. Personligt arbejder jeg i SAXO.com, og jeg kan afsløre, det er meget store beløb, som går til kreditkortudbydere i gebyrer. Hertil kommer store problemer med svindel.

Men lad os uddyde perspektivet en smule. Tænk på hele remittance-økonomien, altså penge, som sendes hjem til familier på tværs af landegrænser. Verdensbanken anslog, at remittance-økonomien var 514 milliarder dollar i 2013 (se link 1 nederst). Det er penge, som i dag sendes igennem tjenester som Western Union, PayPal og bankoverførsler. Det har ekstremt høje gebyrer, hvor der er mange tilfælde med gebyrer op imod 8-12 pct. Med Bitcoin ville der nærmest ingen gebyrer være.

Hvis man i dag skal lave overførsler igennem et softwaresystem, skal man uploade en tekstfil til banken, hvorefter banken laver overførslen. Det er ekstremt besværligt, og ikke alle virksomheder har adgang til denne type tjeneste. Og det er med sikkerhed ikke gratis i alle banker. Med Bitcoin har alle adgang til et nemt interface, hvor de kan programmere avancerede tjenester, som kan sende penge på tværs af systemer. Man kunne måske forestille sig et bogføringsprogram, som også agerer bank samtidig.

I langt de fleste lande er det under 50 pct. af befolkningen, som har adgang til en bank, og i flere lande er det under 10 pct. (se link 2 nederst). Det gør, at familier opbevarer en opsparing i hjemmet. Med Bitcoin får alle adgang til en bank – gratis.

Listen fortsætter. Jo mere man dykker ned i Bitcoin, jo mere forstår man, at Bitcoin er langt mere end et investeringsobjekt, men en ny teknologi med masser af muligheder.

Lige nu er Bitcoin tæt på ubrugeligt. Prøv at tage på en bar som The Jane i København og betal med Bitcoin. Det er besværligt, og jeg må desværre erkende, at jeg ender med kreditkort hver gang alligevel. Bitcoin er ubrugervenligt og ufleksibelt og mangler meget udvikling.

Men det er på vej

Virksomheder som BitPay, CoinBase og BlockChain.info presser brugervenligheden frem. De gør det nemt for Hr. og Fru Jensen at bruge Bitcoin. Når Bitcoin så først er nemt og brugervenligt, så åbner man først for Pandoras æske. Bitcoin har masser af utroligt spændende elementer i sig, som kommer til at ændre verden, et skridt af gangen.

Bitcoin er ikke kun en investering, det er penge 2.0.

1: http://www.thejakartapost.com/news/2013/04/29/ri-ranks-third-se-asia-remittance-list.html

2: http://www.gallup.com/poll/127901/few-sub-saharan-africa-money-bank.aspx

Finansrådet tager stilling til Bitcoin inden længe

20130425_193056
Foto: PR

Danske banker får snart råd og vejledning om Bitcoin fra deres brancheforening Finansrådet.

René Thomsen, kontorchef i Finansrådet, oplyser, at rådet inden længe begynder at vurdere Bitcoin.

Han forventer, at arbejdet vil være færdigt inden for de næste par måneder.

Udmeldinger lader vente på sig

Endnu mangler udmeldinger fra offentlige myndigheder som SKAT, Finanstilsynet og Nationalbanken, og disse udmeldinger kan få indflydelse på, hvor hurtigt Finansrådets arbejde kommer til at gå.

“Jeg ved ikke, om vi decideret venter på det. Men det er klart, at vi gerne vil se, hvordan de offentlige myndigheder forholder sig til det her,” siger René Thomsen.

SKAT har tidligere sagt, at en afklaring på området kommer inden nytår, ligesom Finanstilsynet har indikeret, at arbejdet med vurdering af Bitcoin skrider fremad.

Vil tage beslutninger til efterretning

“Hvis man teoretisk set forestiller sig, at Finanstilsynet gik ud og sagde, at det vil man ikke have, at danske banker handler med af den ene eller anden grund, så er det selvfølgelig noget, vi tager til efterretning,” siger René Thomsen.

Han understreger, at det er et tænkt eksempel, og at han ikke ved noget om, hvilke anbefalinger de offentlige myndigheder kommer med.

Tidligere har vi her på siden beskrevet, hvordan danske banker lukker munder, når talen falder på Bitcoin. Det kan du læse mere om i denne artikel.

JPMorgan på vej med Bitcoin-lignende betalingssystem

Den amerikanske bankkæmpe JPMorgan barsler med et betalingssystem, der minder om Bitcoin.

Det skriver Financial Times.

Banken har således ansøgt om et patent for et digitalt betalingssystem, der tilbyder anonyme overførsler via internettet.

Første patentansøgning fra 1999

Patentet kom ganske vist til verden tilbage i 1999, men det er nu blevet opdateret.

Blandt lighederne med Bitcoin kan nævnes, at pengene skal befinde sig i en virtuel tegnebog, og at transaktioner skal registreres i et centralt register.

I patentansøgningen skriver JPMorgan videre, at banken forudser en massiv stigning i handel på internettet, bl.a. fordi flere og flere enheder kan bruges til køb af varer online.

Store virksomheder på spil

Ansøgningen sigter ikke direkte efter at få Bitcoin ned med nakken, men beskriver dog “spirende indsatser” på området, som angiveligt ikke for alvor har slået igennem.

Ifølge Financial Times er JPMorgans patentansøgning blot et led i en større kamp mellem store selskaber for at få en del af markedet.

Blandt andre spillere er angiveligt mastodonter som Google, Apple og PayPal.

Investeringsøkonom: Jeg ser ikke Bitcoin som en investering

Per Hansen
Per Hansen, investeringsøkonomi hos Nordnet. Foto: PR

Ejere af bitcoins har tjent svimlende summer de seneste måneder. Men nu råber investeringsøkonom Per Hansen fra investeringsplatformen Nordnet vagt i gevær.

“Jeg opfatter Bitcoin som et betalingsmiddel. Og vi har sådan set ikke mangel på betalingsmidler,” siger Per Hansen.

Han har tidligere på Twitter giver udtryk for sin skepsis over for Bitcoin.

 

— Per Hansen (@PerNordnet) 5. december 2013

Forstår ikke køb

Han udelukker Bitcoin som et investeringsobjekt, fordi der efter hans opfattelse ikke ligger nogen værdi bag valutaen.

“De, der køber aktier i Danske Bank, tror jo på, at Danske Bank kommer til at tjene nogle flere penge i fremtiden. Men hvorfor der er nogle, der vil investere eller spekulere i Bitcoin som betalingsmiddel, det forstår jeg faktisk ikke rigtig,” siger Per Hansen og fortsætter:

“Bitcoin i sig selv bærer ikke noget afkast. Dem, der køber til 1000 dollar, må tro, at der kommer nogen, som yderligere vil spekulere i, at Bitcoin bliver mere værd.”

Forudser at boblen brister

Ligesom flere andre advarer han om, at den seneste tids kursstigninger minder om en boble.

“Jeg siger ikke noget om, hvornår boblen brister. Jeg savner bare belæg for, at Bitcoin skal eksistere med en faktor 1000, i forhold til hvad den var sidste år,” siger Per Hansen.

Bitcoin-kursen bevæger sig i skrivende stund omkring 930 dollar. Inden for det seneste døgn har kursen været pænt over 1000 dollar.

Sveriges første automat ser dagens lys

På den svenske side af Øresund kan Bitcoin-entusiaster nu hæve deres egne bitcoins. Det skriver Metro.se.

Sveriges første automat spyttede sine første bitcoins ud mandag aften. Automaten står i Stockholm hotellet Hilton.

Det er den svenske virksomhed Safello, der har stillet automaten op.

“Vi vil bygge bro”

Safellos direktør Frank Schuil siger, at automaten skal åbne op for en bredere udbredelse af Bitcoin.

“Vi vil bygge bro mellem Bitcoin-verden og den traditionelle finanssektor. Jeg tror, at sådan en automat kan gøre det,” siger Frank Schuil til Metro.se.

Herhjemme har må danske Bitcoin-interesserede væbne sig med tålmodighed, da den første automat endnu ikke er stillet op.

Første automat opstillet i Canada

Sverige må til gengæld siges at være med på noderne. Det er kun lidt over en måned siden, at den første hæveautomat blev åbnet.

Den står i Vancouver i Canada og nåede angiveligt i sin første måneds levetid at behandle omkring 1 mio. canadiske dollar. Det svarer til godt 5 mio. danske kroner.

I videoen herunder kan du se, hvordan den canadiske automat fungerer.
[notphone][/notphone]

[phone][/phone]