Finanstilsynet: Bitcoin kan sammenlignes med glasperler

Finanstilsynet advarer i dag danskerne mod Bitcoin. Faktisk er Bitcoin slet ikke en valuta, hvis man spørger tilsynet.

“På nuværende tidspunkt anser Finanstilsynet bitcoins for at være en slags vare. Det kunne være det samme som glasperler,” siger Solveig Møller, fuldmægtig i Finanstilsynet.

Derfor omfatter den gældende finansielle regulering ikke Bitcoin.

Tilsynet laver konkret vurdering

Oven i det skriver Finanstilsynet i meddelelsen, at et konkret selskab har fået tilladelse til at omveksle bitcoins uden at være underlagt regulering.

Det betyder dog ikke, at der er frit spil for alle og enhver, der har lyst til at slå sig op på aktiviteter med Bitcoin.

“Det er i hvert enkelt tilfælde en konkret vurdering, som afhænger af de aktiviteter, som virksomheden udbyder. Men ren handel med Bitcoin, som det drejede sig om i det konkrete tilfælde, er ikke omfattet af nogen finansiel lovgivning,” siger Solveig Møller.

Regulering ikke utænkelig

Til gengæld vil andre slags selskaber være underlagt regulering.

“Hvis handelsplatformen i forbindelse med handlen med bitcoins gennemfører pengeoverførsler til tredjepart på foranledning af køber, kan der være tale om pengeoverførelsesvirksomhed,” siger Solveig Møller.

Det kan eksempelvis være en hjemmeside, der tilbyder brugere at handle med hinanden mod betaling i bitcoins, mens betalingen går gennem hjemmesiden. I det tilfælde vil Finanstilsynet altså muligvis tage affære.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *