Er Bitcoin bare første skridt på vejen?

Bitcoin-systemet og drømmen om en virtuel valuta går ofte hånd i hånd.

PR-fotoMen i virkeligheden er Bitcoin måske blot et skridt på vejen mod idealet om en fungerende, virtuel valuta. Sådan siger Jyske Banks seniorstrateg Ib Fredslund Madsen.

”Fremtiden er usikker for Bitcoin. Men jeg tror, virtuelle valutaer kan have en fremtid, hvis de bliver omfattet af en regulering, så man kan have tillid til dem. Så Bitcoin kan være første skridt, men det er ikke sikkert, Bitcoin selv er endestationen,” siger han.

Ingen myndighed bag

Han mener, at problemet med Bitcoin er, at der ikke er nogen myndighed bag valutaen.

Derfor er det svært at have tillid til den ifølge Ib Fredslund Madsen.

”Selve ideen med en virtuel valuta er måske god nok, men vi er på et meget, meget tidligt stadie, hvad det angår. Vi har brug for regulering, for det er jo netop grunden til, at vi stoler på andre valutaer,” siger han.

Usædvanlige udsving

Der er da heller ingen, som kan bestride, at Bitcoin-kursen i øjeblikket svinger usædvanligt meget.

Værdien af Bitcoin er således steget med langt over 5000 pct. alene i år, og forskellen mellem højeste og laveste kurs har i løbet af de seneste ti dage været over 100 dollar.

“Og vi savner grunde til både stigninger og fald for Bitcoin. Derfor er den ikke troværdig lige nu,” slår Ib Fredslund Madsen fast.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *